"
contact-mail.png
Kontakt os

  1. Send
Pressemeddelelse: Danske kommuner vælger Adobe LiveCycle ES2 til digital borgerservice
70 danske kommuner har valgt den digitale selvbetjeningsløsning Borgeronline, udviklet med Adobes LiveCycle Enterprise Suite, til at forbedre sin service af borgerne.
Den digitale selvbetjeningsløsning Borgeronline forsyner danske kommuners Borgerservice med automatiserede arbejdsgange og letanvendelige løsninger såsom blanketudfyldning og digitale signaturmuligheder. Borgeronline er udviklet på Adobes LiveCycle-platform, og 40 danske kommuners Borgerservice har allerede implementeret Borgeronline, mens 30 mere er på vej. Skanderborg Kommune var blandt de første til at indføre Borgeronline:

”Med Adobe LiveCycle er det lykkedes os at implementere en borgerservice og et system til sagsstyring på blot få måneder, hvilket normalt ville have været mere langvarigt og risikofyldt,” siger Niels Tapdrup, chef for Borgerservice i Skanderborg Kommune.

Med den nye tjeneste får Skanderborgs 57.000 borgere brugervenlig og sikker døgnadgang til kommunens serviceydelser, og samtidigt får sagsbehandlerne i Borgerservice et godt redskab til intern processtyring. Hvad enten det gælder ansøgninger om optagelse i daginstitution, om byggetilladelse til carporten eller om pasudstedelse vil de manuelle genindtastningsopgaver blive overflødige, og Borgerservices medarbejdere vil få mere tid til rådgivning.

Tre minutter sparet er tre minutter til bedre service
Allerede nu har Borgeronline betydet både kvalitetsforbedringer og betydelige omkostningsreduktioner. I Skanderborg Kommune f.eks. er arbejdsgangene i forbindelse med ansøgninger om begravelseshjælp automatiseret, så bedemanden kan ansøge om tilskud til begravelsen med digital signatur ved at indtaste relevante oplysninger via kommunens hjemmeside. Den valgte løsning kan derefter automatisk fortælle, om den efterladte familie er berettiget til tilskud og derefter sende ansøgningen direkte til journalisering. På denne måde kan der alene på sager om begravelseshjælp spares mellem to og tre minutter pr. ansøgning. Kommunen forventer også snart at kunne bruge LiveCycle-softwaren til processer inden for HR-området, så man får udarbejdet de korrekte ansættelseskontrakter og opdateret lønsystemer automatisk.

”Vi ser mange muligheder for at spare et tilsvarende antal minutter inden for andre områder. Sygedagpengeområdet, med op til 15.000 ansøgninger om året, er et oplagt sted at bruge Borgeronline og processtyring. Her vil vi kunne spare flere mandeår. Den frigjorte tid giver mulighed for, at vores Borgerservice kan yde en endnu bedre service,” siger Niels Tapdrup. 

Indbydende og enkelt bruger interface
Kombinationen af Adobes LiveCycle-platform og standardteknologier som PDF og Flash giver et værdifuldt udgangspunkt for at udvikle applikationer til datafangst og styring af administrative processer. Indsamlingen af borgernes oplysninger foregår centralt fra LiveCycle Forms ES2, som samler de relevante data på én platform. Brugerfladen, der er udviklet i Adobes Flex- og Flash-teknologi, er indbydende og enkel at bruge for borgeren. Borgerens ansøgninger sagsbehandles med LiveCycle Process Management, som i Skanderborg Kommune er udviklet til at overholde KL’s retningslinjer for arbejdsgange.


Tilbage
Dafolo A/S · Suderbovej 24 · 9900 Frederikshavn | Havnegade 39 · 1058 København K | Vesterballevej 5 · 7000 Fredericia | Tlf. 9620 6666