"
contact-mail.png
Kontakt os

  1. Send
Dafolo investerer i yderligere vækst
Investering i ny teknologi indenfor digital, professionel print skal blandt andet imødekomme virksomhedens voksende kundeskare.

Tre af de seneste fem printudbud i Region Nordjylland er vundet af Dafolo A/S i Frederikshavn. Dertil kommer både opkøbet af det aarhusianske trykkeri JYPA og en række øvrige nye ordrer og kunder. Den positive udvikling har givet behov for ny kapacitet, og det har Dafolo A/S valgt at sikre med investering i ny produktiv printteknologi, der kan matche væksten: "Vi er glade for og stolte over den meget positive udvikling, som Dafolo fortsat er i, og vi står nu endnu mere styrket til konkurrencen på markedet og ser meget positivt på fremtiden. Vi har investeret i forhold til at sikre vores stigende behov", siger Hans Christian Højslet, administrerende direktør i Dafolo A/S.

 

Dafolo A/S har valgt en Xerox digital printløsning fra samarbejdspartneren X&CO, der i forvejen er i huset med en Web-to-Print løsning. Dafolo A/S har valgt to af den nyeste model, Xerox Versant 2100 Press, der er en 100 siders digital trykmaskine med den nyeste EFI Fiery controller som digital frontend.

"Med den nyeste EFI og Xerox-teknologi får vi en state-of-the-art løsning, som bringer os i front med udviklingen. Sammen med X&CO har vi analyseret og fundet frem til, at netop den model giver os et forspring nu, men også sætter os i stand til at klare kapaciteten de næste år", siger produktionschef Heidi F. Taysen fra Dafolo A/S.
 

X&CO har sammen med Xerox USA testet denne nye model i Jylland, og det giver Xerox-forhandleren et forspring i forhold til konkurrenterne. Og leverandøren glæder sig til at følge den nye teknologi i Frederikshavn: "Versant 2100 Press er helt nyudviklet, og med denne løsning sætter Xerox igen nye standarder for branchen med ultra HD-opløsning og markedets absolut skarpeste kvalitet. Løsningen udmærker sig ved at have mange automatiserede processer, der giver printoperatøren mange fordele samt også sikkerhed for det bedste print", siger administrerende direktør Jan Larsen.
 

Målrettet vækststrategi

Den nye investering i Frederikshavn sker samtidig med overtagelsen af trykkeriet JYPA ApS i Aarhus. "Opkøbet er et led i Dafolos strategi om at vækste via opkøb eller fusioner indenfor virksomhedens grafiske forretningsområde. Målet er at opnå større volumen for at kunne optimere processerne i den grafiske produktion og samtidig nå ud til kundesegmenter i det private erhvervsliv", siger Hans Christian Højslet.


For yderligere information kontakt:

Administrerende direktør Hans Christian Højslet, Dafolo A/S, telefon 2080 2850

Kommerciel produktchef René Møgeltoft Søgaard, X&CO telefon 2024 2607

 

X&CO har 35 ansatte med hovedsæde i Herning og filialer i Kolding og Aalborg. X&CO har en afdeling, som er specialiseret indenfor professionelt print og løsninger hertil, såvel digitale trykmaskiner som workflow, men dækker også lokalt med de rette kontorløsninger. På messen Sign&Print i Horsens den 24. og 25. september vil X&CO fremvise den nye Versant 2100 Press for offentligheden. 

Tilbage
Dafolo A/S · Suderbovej 24 · 9900 Frederikshavn | Havnegade 39 · 1058 København K | Vesterballevej 5 · 7000 Fredericia | Tlf. 9620 6666