didactica og Dafolo A/S har i en årrække samarbejdet om distribution og markedsføring. Den 1. april 2012 overtog Dafolo nicheforlaget didactica, da ejer og forlægger Ole Eskesen har valgt at gå på pension. Didacticas udgivelsesprofil er primært færdighedsmaterialer i dansk til brug i indskolingen, på mellemtrinet og i udskolingen.
Overtagelsen betyder, at Dafolo A/S nu også kan tilbyde produkter og materialer til brug i undervisning i folkeskolen. Om opkøbet siger Dafolos forlagschef Peter Andersen: ”Opkøbet af didactica er et led i Dafolos vækststrategi, der udvider vores forretning til området for elevmaterialer og dermed skaber et bredere fundament for opfyldelse af behovene hos vores kunder.”
Ole Eskesen etablerede forlaget didactica i 1985 og har gennem årene opbygget et stærkt og meget kompetent netværk af forfattere. Om salget af sit livsværk fortæller Ole Eskesen: ”I forbindelse med salget har det derfor været afgørende for mig, at Dafolo Forlag fremstår professionelt som fremtidig samarbejdspartner for forfattere, redaktører og andre personer i didacticas netværk”. Desuden har tillid og god kemi været afgørende, og Ole Eskesen fortsætter: ”Jeg har været utrolig glad for samarbejdet med Dafolo, der altid har udvist respekt om didacticas produkter, og jeg føler mig derfor helt tryg ved at overdrage stafetten til Dafolo.”
Didactica var et af de første forlag, der valgte at benytte Dafolos ekspeditionsservices, og Ole Eskesens tilfredshed har siden bredt sig som ringe i vandet, så Dafolo i dag distribuerer bøger for cirka 40 forlag. Bag udviklingen ligger en positionering i markedet på parametre som gennemskuelig økonomi og god personlig service. Dafolos administrerende direktør Hans Christian Højslet fortæller i den forbindelse: ”Vi får rigtig mange positive tilbagemeldinger på vores personlige service og oplever, at flere og flere forlag benytter os til produktion af tryk og print, markedsføring og sparring i forhold til forlagsdrift.”
Udvidelsen af Dafolos forretningsgrundlag understøtter forlagets strategiske målsætning om at udnytte nye digitale teknologier i samspil med traditionelle, trykte forlagsprodukter, og forlagschef Peter Andersen slutter: ”Vi glæder os meget til at komme i gang med at udnytte synergierne i forlængelse af købet af didactica, særligt inden for udvikling af digitale forlagsprodukter.”
Yderligere information
Forlagschef Peter Andersen, Dafolo A/S, telefon 2361 1548
Forlægger Ole Eskesen, didactica, telefon 2372 6858